Nye kartofler
Kartoffelmadder og en hjemmelavet delikatesse i hverdagen
Weekenden byder på rigtig forårsvejr, og jeg drømmer om at sætte tænder i årets første kartoffelmad med nye danske kartofler.
Det kommer jeg til at vente med et par måneder endnu, men nogle steder er nye udenlandske kartofler til at købe lige nu - og de går an til en kartoffelmad.
Når jeg skal have en kartoffelmad får jeg også lyst til lidt hjemmelavet surt, som kan løfte enhver kartoffelmad, spegepølse- eller leverpostej til nye højder - det surt-søde tilbehør gør mig i forårshumør.
1-2-3 - færdig
Ja, det tager næsten ikke længere tid end at tælle til tre at lave de sød/sure ting, og det er lækkert at have et par glas stående i køleskabet til at pifte frokosten eller madpakken op med.
Prøv selv - opskriften kommer lige her:
1. Syltede rødløg
1 stort rødløg
2 dl vand
2 dl æbleeddike
1,5 dl sukker
1 tsk. salt
10-20 peberkorn
1 lauerbærblad
Sådan gør du
Snit rødløg i tynde skiver eller strimler og kom i et rent og skoldet glas
Kog vand, salt, eddike og sukker til sukkeret er smeltet
Hæld eddikeblandingen over løgene
Tilsæt peberkorn
Læg et laurbærblad på toppen og eventuelt friske krydderier
Luk glasset og sæt på køl
2. Agurkesalat
1 salatagurk
2 dl vand
2 dl æbleeddike
1,5 dl sukker
1 tsk. salt
10-20 peberkorn
1 lauerbærblad
Sådan gør du
Snit agurken i tynde skiver på et mandolinjern
Tilsæt salt og læg agurkeskiverne i en si, så de kan afgive væde
Efter en halv times tid skylles agurkeskiverne i koldt vand og vrides for vand
Kom agurkeskiverne i et rent og skoldet glas
Lav en lage som ovenfor til syltede rødløg
Hæld lagen over agurkeskiverne og tilsæt peberkorn, laurbærblad og friske krydderurter
Luk glasset og sæt på køl